SLR Magic Anamorphot 1.33x 40

Jeg har tidligere skrevet en introduktion til anamorfisk video i artiklen Anamorfisk video – en introduktion. Der handlede det primært om hvad anamorfisk video er, og hvordan man nemt kan komme i gang med det på mobilen. Og nu er jeg tilbage med en anamorfisk gadget!

I denne omgang ser jeg på den billigste måde at skyde anamorfisk video med et spejlrefleks/systemkamera: En SLR Magic Anamorphot 1.33x 40mm adapter.

Kan den bruges? Ja, men det kræver lidt øvelse…

Pris

SLR Magic Anamorphot 1.33x 40 er en anamorfisk adapter, der skal sættes uden på et andet objektiv. Prisen er lige knap 5.000 DKK hos Goecker. Ud over adapteren, skal du også bruge et kamera og et objektiv (et moderobjektiv).

Moderobjektivet

Moderobjektivet (engelsk: taking lens) er det objektiv, du har på kameraet, og som får påført Anamorphot adapteren. SLR Magic Anamorphot 1.33x 40 har en forholdsvis lille filtertråd – 49mm.

Det betyder at du skal have et moderobjektiv med en forholdsvis lille diameter. Det er derfor en del lettere at finde modtagerobjektiver til micro four thirds kameraer end full frame kameraer.

Kittet…

SLR Magic anbefaler at man ikke skyder med lavere blænde end f/4.0, og at man holder sig i brændvidden 40-80mm (full frame) for at undgå for kraftig vignettering/adapterens sider. Når billedet bliver desqueezet i post-produktionen, svarer de 40-80mm til en betragtningsvinkel på ca. 30-60mm.

Jeg brugte min Anamorphot på mit Blackmagic Pocket Cinema 4K sammen med en billig 25mm (svarende til en 50mm full frame), så altså en betragtningsvinkel svarende til ca. 40mm full frame ækvivalenter.

Testvideo

Jeg satte mig for at lave en lille øvevideo: En natvideo, så jeg kunne få et lidt sci-fi agtigt look, med masser af “anamorfiske flares,” og flotte, aflange “bokeh balls.”

Videoen simulerer en tur gennem det centrale København, fra Nyhavnen til Rådhuspladsen. Og ja, BMPCC4K kameraet med en Anamorphot adapter klarede mørket væsentligt bedre end iPhone og Moment anamorphic kittet.

Men… Dobbelt fokus!

Der var en enkelt ting, jeg ikke nåede at blive helt skarp til: Dobbelt fokus.

Der skal stilles skarpt på både objektivet og adapteren. Til at starte med, troede jeg ikke at det var så vigtigt at justere på adapteren. Men det er det! Så det kræver lidt finjustering af fokus, som jeg ikke er vant til.

Der findes single fokus adaptere til anamorphot adapterne. Adapater på adapter. Men det koster en del ekstra. Så jeg måtte klare mig med dobbelt fokus…

Afrunding

På trods af alle udfordringenre, er det sjovt at skyde anamorfisk – jeg skal helt klart prøve det igen. Både med den Anamorphot 2x jeg har bestilt (en større version af samme adapter), og det Sirui 50mm Anamorphic objektiv, jeg venter på.

Anywyas, se resultatet herunder: En lille video fra centrum af København, jeg har døbt Luminous City.

Skriv et svar