Mosede Havn

For 20 år siden så lukkeloven noget anderledes ud end i dag. Køb af øl og vin udenfor dagligvarebutikkernes åbningstider var noget mere besværligt.

På trods af det solgte Q8-tanken i Mosede øl døgnet rundt. Tanken havde lov til det, fordi den lå tæt på et “havneareal,” Mosede Havn. Sømænd har privilegier!

Så mine minder fra Mosede Havn er primært at stå midt om natten og fumle med nogen øl. Jeg tror faktisk aldrig at jeg har været på Havnen, selvom jeg har boet 2-3 km derfra i ca. 20 år.

Her i sensommeren besluttede jeg mig for at tage et smut ned på havnen efter at have besøgt mine forældre i Karlslunde. Så tag med på en virtuel tour de Mosede Havn anno 2020.

Modsede Havn set sydfra
Mosede Havn set sydfra
Modsede Havn fra nordsiden
Mosede Havn set fra nord

Mosede Havn startede som en lille fiskerihavn tilbage i 1929. Der er stadig lidt fiskerihavn over den, eksempelvis er der mange fiskere på molerne og kraner, bygninger og vejnavne bidrager til fiskerstemningen.

Havnen er nok efterhånden mere en marina/lystbådehavn – de unge og smukke hænger ud på havnen, og nogen af dem låner far og mors båd til en hurtig aftentur. Så den rigtige fiskerstemning er ikke helt intakt mere…

Havnen ligger fint, flot og stille. På vejen hjem undrer jeg mig over at jeg ikke brugte mere tid på havnen, og mindre tid i Q8-tankens ølsalg, da jeg var ung.

Skriv et svar