Det skinner. Det er flot. Og man får masser af opmærksomhed, når man går rundt med det. Lomography Daguerreotype Achromat er noget så sjældent som et forgyldt objektivt. Men kan man få billederne til at se lige så godt ud som objektivet?
Jeg tog objektivet med mig på en tur i skoven for at teste det. Det blev til ca. 300 billeder. De fleste af dem var decideret dårlige eller ligegyldige, nogen stykker af dem ok, og enkelte blev lige så interessante som objektivet…
Lomography
Østrigske Lomography er en forholdsvis lille objektiv-producent, hvis man sammenligner med virksomheder som Canon, Nikon, Fujifilm mv. Men de har fået skabt sig en sjov lille niche: De laver moderne udgaver af gamle objektiver.
Tech specs
Lomography Daguerreotype Achromat bygger videre på teknik fra det 19. århundrede. Dengang var objektivet banebrydende. Det kan man næppe sige om det nu om dage, da der overhovedet ikke er noget elektronik i det. Alt er mekanisk, så man skal være klar til at arbejde med manuelle indstillinger.
Brændvidden på 64mm er fast, og det laveste blændetal er på f/2.9. Ændring af blænden gøres manuelt ved at skifte blændeskiver i objektivet ud, og fokus er også manuel. Men hvorfor kaste sig over et manuelt objektiv i det 21. århundrede?

Swirly bokeh
Daguerreotype Achromat er hverken specielt skarpt, godt eller hurtigt at arbejde med. Men objektivet har en meget karakteristisk swirly bokeh: Motivet er (nogenlunde) skarpt i midten, mens det i siderne ser ud som om baggrunden bliver vredet rundt.

Swirly bokeh effekten er mest intens ved blænde f/2.9, og aftager kraftig ved blænde f/5.6, og er næsten væk ved f/11. Til gengæld kan det være lidt svært at placere fokus korrekt ved blænde f/2.9, da fokus er meget blødt. Jeg synes det giver de bedste, og sikre, resultater at skyde med blænde f/4.


Jeg kan selv godt lide swirly bokeh effekten, da jeg synes det kan give nogen meget stemningsfulde retro-billeder. Men det kan ikke bruges til hvad som helst. Det fungerer bedst til portrætter, hvor personen er placeret nogenlunde i midten af billedet, og hvor der er en spraglet baggrund, eksempelvis træer.
Blændeskiver
En anden sjov gimmick er at man kan skifte blændeskiverne ud med forskellige mønstre. Det gør at lyset fra de elementer, der er ude af fokus, kommer til at antage samme form som blændeskivens mønster. Den effekt er, efter min mening, lidt mere begrænset i brug end swirly bokeh: Jeg har i hvert fald kun brugt den enkelte gange.



Modlys
Objektivets modlysblænde er ret stor. Men strammer man sig an (eller tager modlysblænden af), kan man få nogen ret interessante farvefejl, når man peger kameraet mod en lyskilde.


Pris
Lomography Daguerrerotype Achromat kan kun fås med Canon og Nikon fatning. Men da alt er mekanisk, kan man sagtens bruge det til f.eks. Sony E-mount med en passiv adapter.
Der er dog én ting at tænke over: Swirly bokeh effekten bliver størst på Full-frame kameraer. Og da det er den helt store årsag til at købe objektivet, skal man efter min mening først have investeret i et Full-frame kamera.
Har du allerede det, kan du købe Lomography Daguerreotype Achromat på Lomography Store for den nette sum af 549 Euro (ca. 4100 DKK).
Anbefalinger
Er Lomography Daguerrerotype Achromat pengene værd? Det er det nok ikke, medmindre du er helt vild med swirly bokeh effekten. Eller at du bare køber lidt for meget udstyr.
Jeg falder selv i den sidste kategori – så jeg har objektivet i skabet, og tager det frem en gang eller to om året, når der skal laves et lidt specielt portræt. Eller når jeg har brug for lidt bling-bling for fotonørder.
Men forhåbentligt kan jeg komme til at bruge det oftere i fremtiden, og få brugt det til en video eller noget andet digitalt indhold:-)



