Bastrup Sø rundt

Bastrup Sø ligger i Nordsjælland mellem Farum og Frederikssund. Turen rundt om søen er ca. 6 km lang, og ret nem for både børn og pensionister. Så jeg tog på en lille familieudflugt rundt om Bastrup Sø – og jeg havde et lidt mærkværdigt kamera-kit med i tasken: Et Panasonic G9 med en Speedbooster og et Lomography Neptune objektiv-kit.

Bastrup Sø rundt
Bastrup sø rundt – Kort fra © OpenStreetMap-bidragsydere – Open Street map er åbne data

Start ved Parkeringsplads Lyngvej

Vi mødtes kl. 11.00 lørdag formiddag på Parkeringspladsen ved Stengårdsvej – det øverste P på kortet. Det virkede som et godt sted at starte, for der er en af rutens seværdigheder: Bastruptårnet.

Vi var heldige at finde en p-plads. Jeg kunne lige kile min bil ind mellem to andre, og mase mig ud. Men det havde ikke gået med en stor vom… Der er flere p-pladser i skoven ved Lyngvej, så skal jeg derhen igen bliver det den P-plads.

Resten af indlægget kommer til at tage udgangspunkt i starten ved Stengårdsvej/Bastruptårnet – men går man hele vejen rundt, betyder det vel ikke det store…

Bastruptårnet og så afsted

Bastruptårnet er en gammel slotsruin – efter sigende tidligst fra 1130. Det er egentlig ikke fordi der er noget spændende ved den, men den ligger højt, og giver derfor et godt overblik over Bastrup Sø.

Vi gik østpå ad Bastrup Sø Sti. Det var lidt koldt, der var masser af vind i det åbne landskab, og stien var lidt snasket. Bastrup Sø Sti er også en del af en cykelrute, så man må leve med en del cyklister.

Ruten gik videre rundt om søen uden nogen videre problemer. Man skal lige være lidt opmærksom, når man går gennem Ganløse Eged (skoven ved Lyngvej), for der er en lille sti, der er nem at overse. Men derudover er det bare at traske igennem…

Lumix G9 og Neptune objektiver

Jeg havde taget et lidt finurligt foto-kit med mig: Et Panasonic Lumix G9 med en Metabones Speedboster (en Canon EF til Micro Four Thirds adapter) og et sæt Lomography Neptune objektiver.

Panasonic G9 med Speedbooster og Lomography Neptune
Panasonic G9 med Speedbooster og Lomography Neptune

Jeg har tidligere skrevet om Lomography Neptune objektiverne, se f.eks. Lomography Neptune – mine nye yndlingsobjektiver. Men det er første gang at jeg bruger dem på et Micro Four Thirds kamera. Det virkede fint. Så nyd billederne fra turen Bastrup Sø rundt🙂

Afrunding

Naturpark Mølleåens venner har også en fin beskrivelse af turen rundt om Bastrup Sø, som giver lidt flere detaljer om seværdighederne.

FAQ om Bastrup Sø rundt

Hvor lang er turen rundt om Bastrup Sø?

Turen rundt om Bastrup Sø er ca. 6 km lang.

Hvor er det bedst at parkere ved Bastrup Sø?

Der er flest P-pladser ved Ganløse Eged / Lyngvej. Parkeringspladsen ved Stengårdsvej/Bastruptårnet er et godt startsted for en vandretur, men kan være godt proppet med gæster.

Hvor gammelt er Bastruptårnet?

Bastruptårnet er ifølge fnv.dk tidligst fra 1130.

Skriv et svar