Dagen derpå: Copenhagen Zombie Crawl

For filan da. Det endte da med at blive noget af en pub crawl! For dem der ikke var med, ikke kan huske det hele, eller bare lige vil have opdateret minderne, skete der følgende…

Ca. 600 zombier mødtes på The Rock for at købe billetter til crawlen. Ventetiden blev slået ihjel med øller, mens den nye danske zombiefilm, Opstandelsen, kørte i baggrunden. Klokken syv gik turen til springvandet ved Nytorv for en info-briefing. Derfra gik det løs med pubcrawl på Australian bar, Den Glade Gris og Dakota. Hele herligheden blev sluttet af med afterparty og live musik på The Rock.

Det var personligt min første Zombie Crawl, og jeg må sørme sige at jeg nød det. Der var rigtig mange flotte zombier, men for mit vedkommende, var udklædningen gået lidt for hurtigt. Vi var fire venner der tog afsted, og mødtes hos Christina til udklædning og Asti. Derfra begyndte det sjove: At være ude i det offentlige rum, klædt ud som zombier. Faktisk var det sjoveste i løbet af aftenen, at være ude i det offentlige rum, og ikke at være ude på barerne. Det var ret skægt, at se hvordan man som en flok zombier giver sig selv tilladelse til flere ting: At stoppe bilerne på vejene, hænge op ad busserne, og hvæse af fremmede folk…

Det var også ret sjov at se hvordan zombierne kommunikerede: Der var arrangerede “slagsmål,” zombier der hvæsede ad hinanden, og en dejlig fri stemning. Det at være klædt ud som zombie, må åbenbart medføre en eller anden samhørighed, der gør at man kan tillade sig mere, end hvad man normalt kan over for fremmede mennesker. Fedt:-)

Og så kom nedturen… Efter en del timer som øldrikkende zombie, begyndte jeg godt nok at være lidt stegt. Faktisk blev det så slemt, at jeg havde lidt svært ved at tage metroen den rigtige vej… Og da jeg kom hjem, var det ekstra svært at tage skoene af. Men det værste var så dagen derpå: Stod først rigtig op kl. 18.30, nåede at brække mig ti gange fra klokken 13 til 17, herunder én gang lige foran Aldis hovedindgang. Jeg skulle købe sodavandsis, og fangede mig selv i at lyde som en zombie i Aldi…

Konklusionen på aftenen er at selvom det var igår at vi lignede en flok zombier, har vi nok mere været zombier idag. Sådan var det i hvert fald for mit vedkommende. Og selvom det har været en slem dag idag, melder jeg mig allerede klar til næste års event:-)

Skriv et svar