Jeg elsker de små detaljer i webdesign. En af dem er design af 404-sider (fejlsider). Så jeg har arbejdet lidt på min, og lavet tre hurtige tips til 404-design. Og du bør absolut også give din 404-side et kig:-)
Hvornår bruges 404-sider?
404-sider bliver vist når det indhold, der burde blive vist, ikke eksisterer. Det sker eksempelvis når:
- Brugeren forsøger at navigere hen til en side, der ikke eksisterer (f.eks. ved at skrive en forkert adresse oppe i adressebaren)
- Når et link peger på noget indhold, der er blevet slettet/flyttet til en ny adresse
- Der sker en eller anden uheldig fejl på websitet
Hvad gør en god 404-side?
En fejlside er irriterende for brugeren. Så det gælder på mange måder om at hjælpe brugeren så godt som muligt ud af den irriterende situation. Standarden for eksempelvis WordPress-404-sider er typisk noget lignende:
Hov! Den side findes ikke.
Det ser ud til, at vi ikke kan finde det, du leder efter. Måske en søgning vil hjælpe?
WordPress Twentynineteen temaet
Det kan med fordel peppes lidt op, og gøres til en bedre oplevelse for brugeren.
Tip 1:Vær lidt humoristisk
Der er vel ikke nogen god grund til at være alt for seriøs, specielt ikke når brugerne er blevet lidt hen i en blindgyde. Så lidt selvironi passer godt ind i en 404-side. Ja, bevares. Det afhænger vel også af afsenderen. En bedemand skal vel næppe fyre de fedeste jokes af på en 404-side.
Men et par gode eksempler på humoristiske 404-sider er chucknorris.com og gymbox.com.


Humoren behøver ikke kun at ligge i grafikken – en simpel, lille sproglig morsomhed kan også gøre det. Som eksempel viser webudviklingsværktøjet Jekyll lidt god humor i form af et ordspil på deres 404-side.

Tip 2: Underhold brugeren
Når brugeren er havnet i en blindgyde, kan man lige så godt prøve at underholde brugeren lidt. Det gør eksempelvis Danmarks Radio og hosting-virksomheden Qualo.


Tip 3: Hjælp brugeren videre
404-siden skal ikke løbe med al opmærksomheden. Brugeren havnede trods alt på siden efter at have søgt efter noget andet. Så hjælp brugeren videre med at finde relevant indhold på sitet. Inkluder f.eks. en søgeformular, links til seneste nyheder eller lignende.

Min 404-side
Som nævnt, har jeg lavet en ny 404-side til mig selv. Jeg har gjort det forholdsvis simpelt: Til grafikken har Jeg har fundet et gammelt billede af mig selv, glitchet det på photomosh.com og brugt det som baggrund. Jeg kan meget godt lide idéen med et glitchet foto, når nu mit site primært handler om foto/video. Fin reference til det med fejl:-)
Teksten har jeg ikke brugt alt for meget tid på. Men jeg bruger ordene bommert og teknisk uheld – det passer meget godt til min tone of voice (min sproglige stil).
Efter en lille forklaring, giver jeg brugeren mulighed for at gå til min forside eller at søge på sitet. Jeg overvejer om jeg skulle peppe det lidt op, og vise f.eks. mine 3-4 seneste artikler. Men… Det kommer måske senere. Indtil da, kan du jo nyde min nye 404-side😉