Farum Søsti

Vi mødes på turens mest charmerende sted: Under Hillerødmotorvejen. Men det er nu egentlig bare fordi vi har klokket lidt i koordinationen: Christian er parkeret ved Frederiksborgvej og Steen, Casper og jeg ved Farum station.

Skidt pyt – det er en kold januar-dag omkring kl. 9 om morgenen, og vi har sat os for at vandre på Farum Søsti, en tur på ca. 10km. Så vi må sætte i march for at holde varmen.

Farum Søsti
Farum Søsti rundt – Kort fra © OpenStreetMap-bidragsydere – Open Street map er åbne data

Efter en kilometer eller to er det tid til første pitstop: Kaffe og Wienerbrød. Gåturen svarer til at forbrænde ca. en halv liter sodavand og en chokoladebar. Så med den kombi taber vi os næppe.

Vi fortsætter vandringen. Der er lidt glat, men derudover er det en let tur. Vi går efter et simpelt princip: Hold til højre hver gang der er et kryds. Så vi kommer sikkert rundt om søen.

Efter ca. 4km ser vi et udsigtstårn. Det er nok mest tiltænkt ornitologer, men vi bruger det som en Cava-hule. Cavaen får smilene frem.

Resten af turen følger stien rundt. Omkring 11-tiden begynder der at være mange vandrere på stierne. Det var bedre da vi havde det hele for os selv;-)

Men der er god udsigt til Farum sø og Klavs Nars Holm hele vejen rundt.

Farum Søsti er en flot og nem tur, og man kommer også lige et lille smut gennem Farum hen mod slutningen af ruten. Vi slutter turen af ved Farum Sø bådudlejning med en bajer. Skål!

Furesø kommune har lavet et kort over Farum Søsti som jeg kan anbefale at tage et kig på for at planlægge pitstoppene.

Skriv et svar