Jeg har tidligere taget et Lensbaby Trio objektiv med rundt om Bagsværd sø for at danne mig et hurtigt førstehåndsindtryk.
Nu har jeg prøvet at bruge det lidt mere – og førstehåndsindtrykket holder stik: Det er den slags objektiver man har det sjovt med én gang om året. Og resten af året ligger det og samler støv.
Læs videre for at finde ud af hvorfor…
Tech specs

Lensbaby er en amerikansk objektivproducent, der primært laver objektiver til fotografer der godt kan lide at eksperimentere.
Lensbabys objektiver tilbyder forskellige typer effekter. Normalt er det én effekt per objektiv, men med Lensbaby Trio kan man få tre effekter i ét objektiv: Sweet, Velvet og Twist.
Objektivet består af en base og tre optikker, der kan rotere på basen. Objektivet har en brændvidde på 28mm og en fast blænde på f/3.5.
Objektivet fås til alle de store kameraproducenters fatninger. Der er ikke nogen elektronisk kobling til kameraet, så man bliver nødt til at fotografere med manuelle indstillinger.
Jeg har prøvet Lensbaby Trio på et Sony A7R ii.
Sweet, Velvet eller Twist?
Objektivet kommunikerer ikke med kameraet, og derfor kan man ikke læse hvilken optik der er brugt til billedet. Ved første test faldt jeg i fælden: Efter at have taget billederne, kunne jeg ikke huske hvilken optik jeg havde brugt til de forskellige billeder.



Jeg måtte derfor ud på en ekstra test, og omhyggeligt notere optikken for hvert billede jeg tog. I oversigten nedenfor har jeg noteret optikken under hvert billede.












Optikkerne overraskede mig lidt: Efter min mening giver Velvet mere Twist i billederne end Twist gør. Så jeg forstår ikke helt navngivningen. Efter mine mening burde Twist give et skarpt centerpunkt, og resten af billedet skulle så se ud som om det bliver “vredet” rundt. Men jeg har checket optikker og navne på billederne flere gange…
Forskellig fokus-afstand
Lensbaby Trio er den type objektiv man skal arbejde med i ro og mag. Det er ikke et action-objektiv, for det tager lidt tid at fokusere og indstille kameraet. Jeg havde nu heller ikke regnet med andet.
Men én ting skuffer mig: Hver gang der skiftes optik, skal der fokuseres igen. Det er irriterende, for det gør at man ikke lige hurtigt kan prøve tre forskellige effekter på sit motiv.
Måske har jeg fået en mandagsmodel – men under alle omstændigheder er det ikke godt nok. Fokusafstanden burde være den samme for de tre optikker.
Ergonomien
Objektivet vejer kun omkring 140g, så det er dejligt let at have med sig, specielt på et kompakt kamera som et Sony A7.
Når man først har fået fingrene klemt mellem håndtaget og kameraet, er det heller ikke så let at slippe igen…

Jeg har forholdsvis små hænder og fingre. En stor bjørnehånd eller håndværkernæve kan nok ikke klemme fingrene ind mellem kamera og objektiv.
Det er måske kun et problem på et Sony A7. Men det irriterer når man skal skrue på fokusringen, og neglene bliver godt slidte efter et par timers brug.
Er det en dobbelteksponering?
De tre effekter, Sweet, Velvet og Twist er meget sjove at bruge en gang imellem. Men efter min mening er Lensbaby Trio sjovest når man drejer objektivet til at stå lige mellem to optikker. Det giver en effekt der minder lidt om dobbelteksponeringer.
Video med Lensbaby Trio
Jeg har prøvet at skyde en lille video med Lensbaby Trio. Jeg ved ikke helt hvorfor man skulle have lyst til at bruge det til video – men man kan sagtens.
I dagslys ser videoen lidt kedelig ud, specielt på en overskyet dag i Ørestad og Kalvebod Fælled. Men i byens mørke kan det give meget sjove effekter, specielt når det stilles lige mellem to optikker. Og så kan jeg også meget godt lide nogen af de artefakter Velvet optikken giver i modlys – se selv i videoen.
Blandede bolcher
På min første tur med objektivet fik jeg ikke noteret optikkerne. Men du skal ikke snydes for billederne:-)
Afrunding og anbefaling
Jeg gav 1900 DKK for objektivet hos Computersalg. Så vidt jeg kan se, står objektivet til ca. 2500 DKK nu. Er det det værd?
Umiddelbart ikke. Det er den slags objektiv der bliver brugt én gang om året, og samler støv resten af året. Så hvis det bliver brugt 5 gange, koster det ca. 500 per fototur minus gensalgsværdien på den blå avis. Og jeg tror det er den slags objektiv der falder meget i pris eller er svært at komme af med…
Den effekt jeg bedst kan lide er Velvet, når den bruges til natvideo. Den minder om noget man kan få med Lomography Neptune, som er mere alsidig, har bedre ergonomi og alt i alt er et bedre tilbud – se mit indlæg om natvideo med Lomography Neptune for yderligere info.
Så: Står du og mangler et Lensbaby Trio objektiv? Så må du gerne købe mit;-)