Model for en uge

Juleferien er lige om hjørnet. Der har for en gangs skyld ikke været så mange ændringer i løbet af semestret, så efteråret har været ret afslappende.

Sidste semester var lidt anderledes: Der havde jeg for anden gang kørt valgfaget digitalt design og indhold på Multimediedesigneruddannelsen på KEA sammen med min kollega, Steen Carlsen.

Faget fandt nogenlunde sin form, og de studerende fik arbejdet godt med en blanding af Webdesign (Bootstrap og WordPress), Indholdsproduktion (tekst, foto og video), SoMe, Søgemaskiner mv. Selvom det tog lidt tid at udvikle valgfaget, var det sjovt, og der var god stemning på holdet.

En af de øvelser, jeg personligt havde det sjovest med i løbet af semestret, var at få de studerende til at tage et portrætbillede af mig, som skulle udstråle min personlighed.

Vi havde arbejdet med et par forskellige portrætformer (miljøportrætter og situationsportrætter) og kigget lidt på lys og positur (se slides fra undervisningen). De elementer skulle de så arbejde med for at løse opgaven.

Jeg lagde vægt på at jeg gerne ville have noget, der var “uperfekt.” Mit visuelle univers er ikke ren minimalisme;-) Og så fik jeg vist nævnt at jeg godt kan lide farven lyserød. Så jeg måtte være model for en uge.

Anyways: Se galleriet nedenfor – der kom en række interessante portrætter ud af det:-)

Skriv et svar