Så fik jeg den endelig, og fandt et sted at se den: Mountaintop Motel Massacre. Det er den første gyserfilm jeg nogensinde har set, og den skræmmer og underholder stadig, selvom det ikke ser alt for kønt ud…
Hvor KAN jeg se den?
Jeg så den for første gange for nogen-og-tyve år siden, da jeg var 7-8 år gammel. Så lang tid siden, at jeg ikke kan huske handlingen, men bare kan huske at den gav mig mareridt. Det var derfor med store forventninger at jeg satte den i afspilleren, men det var ikke helt problemfrit…
Jeg bestilte en regionsfri DVD hos cdwow.com, men det kan mit tv/dvd-system (en mac-computer), åbenbart ikke afspille. Så jeg overvejede at tage hjem til min bror eller far og mor for at se den, men her i nat opdagede jeg heldigvis at min gode gamle Zepto-pc kunne afspille den.
Historien
Det startede godt. Evelyn, en midaldrende motel-ejer, går amok på sin datters marsvin med sin le. Hun finder sin datter i kælderen i færd med at udføre et satanisk ritual. Datteren får også én med leen, for alt hvad der er syndigt, skal udryddes. Datteren begynder at hjemsøge Evelyns tanker, med beskeden om at dræbe. Kill, mommy, kill!
Under et stormvejr bliver en masse mennesker tvunget til at søge ly på motellet. Der er både drankeren, horebukken, afro-amerikaneren, løgnerne og de uanstændige, så Evelyn får lidt at se til.
Motellet består af en masse små hytter, og Evelyn har et gangsystem under dem, som hun bruger til at sprede død, ødelæggelse og rædsel fra. Hun lægger slanger, kakkerlakker og rotter på værelserne, og kravler op fra gangsystemet for at myrde de syndige med sin le én efter én. En slasher lige efter bogen!
Se også traileren, hvor du kan få en god idé om handlingen:
Oplevelsen
For mig er Mountaintop Motel en klassiker. Men jeg er nok en af de få, der har det sådan. Filmen kan ikke en gang presse sig op på 4 stjerner på imdb.com. Og jeg må også indrømme at effekterne er ret sparsomme og dårlige. Historien er lidt tynd, og skuespillet heller ikke er verdensklasse.
Der er dog mange ret creepy elementer i den: En sød gammel dame – hun ligner faktisk lidt min mor. Men hende her er en udspekuleret seriemorder… Der er mange klamme dyr i den, slanger f.eks., og dem kan jeg bare ikke med. Sataniske ritualer i en kælder, god/klam location, et par gode karakterer (drankeren og afro-amerikaneren) og et udemærket soundtrack. Og for mit vedkommende, en masse minder.
Én af de ting der gav mig mareridt, da jeg så den første gang, var slagtningen af et marsvin. Jeg havde selv et albino-marsvin, der lignede det i filmen på en prik.
Dommen
Så jeg nød helt klart gensynet, og vil faktisk anbefale alle dem der har lyst til at se en simpel 80′er slasher at se denne her. Den er ikke lige så god Fredag d. 13 eller Halloween fra 80′erne, men i hvert fald langt mere grufuld end f.eks. Nightmare on Elm Street-serien.
Så fra min side bliver det til: 🙂 🙂 🙂 (ud af 5)
NB! Headerbillede: Tilvirkning af plakat og billede fra film, antages ok i henvisning til “fair use” i forbindelse med anmeldelse.