Munkholmbroen

Jeg kører indimellem en alternativ vej fra sommerhuset i Holbæk og hjem til København: Over Munkholmbroen ved Isefjord. Det tager 10 minutter ekstra, og er noget flottere end at køre på motorvej hele vejen…

For et par uger siden skulle jeg et hurtigt smut i sommerhuset for at hente lidt malergrej. Så jeg besluttede mig for at køre, så jeg kunne ramme Munkholmbroen ved solopgang.

Solopgangen blev ikke helt så flot som vejrudsigten lovede. Men det blev da til en stemningsfuld lille fotoserie fra Munkholmbroen i 2021.

Munkholmbroen er fra starten af 50’erne, og forbinder Holbæk kommune med Hornsherred/Lejre kommune. På trods af at broen er lavet af en ingeniør, Anker Engelund, og ikke en arkitekt, synes jeg at den står flot over Isefjord – lige bort set fra Grafittien.

Området omkring Munkholmbroen er et godt udflugtsmål: Der er iskiosker på begge sider af broen, gode muligheder for lystfiskeri, og man kan tage en tur i Munkholm skov. Der er også et slot, Eriksholm Slot, men det er privatejet.

Alt i alt et fint lille sted – jeg glæder mig til at vende tilbage på en lun sommeraften:-)

Skriv et svar