Stefan, kan du tage et par skud fra næste koncert, og sende dem med det samme? Vi vil gerne have noget ud på de sociale medier med det samme…
Der er små 30 graders varme i baggården på Enghave plads, hvor jeg sammen med tre venner er ude at lave video for musikfestivalen Uhørt. Vi har allesammen kameraer med. Men jeg har også taget mit mobil-kit med. Så jeg får tjansen med hurtigt at tage et par videoklip, og sende dem videre til SoMe teamet.
Når mobiliteten og publiceringshastigheden skal være høj, er smartphonen efterhånden blevet et rigtig godt værktøj, og trumfer på mange punkter et “rigtigt” kamera. Jeg har selv brugt min iPhone meget på det seneste. Selvfølgelig med en masse ekstraudstyr. Jeg elsker udstyr. Men ekstraudstyret er ikke sååå vigtigt.
Kort og godt: Jeg har forelsket mig i mobiliteten og det mobile workflow. Men er mobilen fremtidens kamera? Og hvad skal man være opmærksom på, når man bruger en mobil som kamera?
Det fede ved mobilen som kamera…
Mobilen er lille og let: Ud over at man kan have den med overalt, betyder det også at man kan lave skud, der ikke er så nemme at lave med et større kamera. Se eksempelvis følgende skud, hvor jeg trækker min iPhone udstyret med et DJI Osmo Pocket baglæns gennem et gelænder. Det havde jeg ikke kunnet med et kamera.
Kameraer der kan en masse: De nyere modeller har dobbelt kameraer, som kan rigtig meget i kombination med software. En iPhone med dobbeltkamera kan eksempelvis lave portrætter med flot baggrundssløring.


Mere computer end kamera: Kombineret med et par apps til foto- og videoproduktion samt diverse sociale medier, tilbyder mobilen et tæt integreret workflow, hvor det hele kan gøres på én enhed. Lightroom og Premiere Rush fra Adobe og iPhoto og iMovie fra Apple er gode eksempler på programmer, hvor man kan starte arbejdet på mobilen, og eventuelt arbejde videre på computeren, hvis behovet opstår.
Billigt ekstraudstyr: Mobilen er måske ikke så billig i indkøbspris. Men hvis man alligevel har den, er den ret billig at købe ekstra foto/video-udstyr til sammenlignet med andre kameraer. For et par tusinde oven i mobilens pris kan man få lavet et godt, lille kamera-system.

Og det knap så fede ved mobilen som kamera…
Ikke så godt i svag belysning: Når mørket falder på, får mobilen svært ved at lave gode billeder. Sensoren på en mobil er meget lille, hvilket gør at der kommer meget støj på billederne.

Rystede optagelser: En iPhone X er (vist nok) den første iPhone med stabilisering i både objektiv og sensor. Det skulle gerne sikre video uden rystelser. Men stabiliseringen lever ikke helt op til kvaliteten på større kameraer.
Primært vidvinkel: Smartphones har små kameraer, typisk vidvinkel. Så er det nemmere at få det hele med, når man tager en selfie.
En iPhones kamera har en brændvidde på omkring 28mm (full frame ækvivalent). Er der to kameraer på telefonen, er nummer to oftest et sted i normalperspektivet – eksempelvis er brændvidden på en iPhone X’s anden kamera omkring 56mm. Så kan man teoretisk bruge digital zoom, men det kan man lige så godt gøre i redigeringen efterfølgende.
Alt i alt kan det være svært at komme tæt på et motiv, der er langt væk, med en mobil. Brændvidden på objektiverne er for kort.
Batteriets levetid: Mobilen sluger batteri. Det er ikke til at skyde en hel dag på mobilen, og batteriet kan ikke skiftes ud undervejs. Så i stedet skal man bruge powerbanks eller lade op løbende for at fortsætte hele dagen.
Ekstraudstyr til mobilen
Med lidt ekstraudstyr til mobilen, kan man for alvor får den til at brillere som ens kamera. Jeg har selv bygget mig et lidt mere omfattende mobil-kit, mest af alt fordi jeg godt kan lide udstyr.


Men mindre kan gøre det. Personligt ville jeg gå efter følgende, i prioriteret rækkefølge:
En app til foto/video: iPhonens kamera giver ikke så mange muligheder for selv at styre indstillingerne. Genvind dem med en app! Og som det bedste kan det gøres billigt, f.eks. med VSCO Cam til foto og Mavis til video, som begge kan hentes i gratis-versioner. Jeg bruger selv Moment – Pro Camera til den sølle pris af 49 DKK, primært fordi jeg også bruger Moment objektiv-adaptere. Den fungerer fint til både foto og video.
En rig: For at kunne tilføje ekstraudstyr til mobilen, kan en rig eller en gimbal være en god idé. Jeg bruger en mini-rig fra Shoulderpod til at “samle” alt udstyret – Shoulderpod X1. Men der er mange billigere alternativer på markedet.
En gimbal: For at sikre stabile optagelser, og lave rolige, glidende bevægelser, har jeg et lille DJI Osmo Pocket kamera. Det passer direkte i iPhonens lightning-stik, og kan derfor også monteres på Shoulderpod rigen. Vil du kun bruge mobilen som kamera, kan du slippe lidt billigere ved at bruge et DJI Osmo Mobile som rig/gimbal.
Lys: Med en lille led-lampe, kan man nå langt. Har du en kraftig cykelllygte, kan den bruges. Men vil du gerne have en god, kompakt lampe, kan jeg anbefale en Aputure Amaran AL-M9.
Lyd: En mikrofon eller diktafon til lydoptagelse kan løfte lyden væsentligt. Jeg har en Røde Videomic ME-L, der monteres direkte i lightning kablet. Det fungerer fint til reallyd. Vil jeg gerne lidt tættere på, eksempelvis til et interview, bruger jeg min gode, gamle Zoom H1 lydoptager. Så skal to lydfiler vel at mærke synkroniseres under redigeringen, men det plejer at gå ret problemfrit.

Stativ: Selvom mobilen er lille og let, kan det være rart at give armene en pause. Så et lille bord-stativ eller en monopod kan være rart at have med sig. Jeg lader ofte mit trebenede stativ ligge derhjemme til fordel for et bordstativ og en monopod. Det er nemmere at have med;-)
Mere lagerplads: En harddisk/et usb-stick, så man ikke løber tør for plads. Jeg bruger et Sandisk iXpand til at dumpe data på undervejs i shootet, hvis jeg mangler plads på min telefon.
ND filtre: ND-filtre er en slags “solbriller” til kameraet, så man kan skyde med længere lukkertider i kraftigt lys. Det er typisk godt til video i fuldt dagslys. Jeg bruger Polar Pro filtre til iPhone X og et variabelt ND-filter, B+W ND Vario 62mm XS-pro, sammen med Moment objektiv-adapterne (se næste afsnit).
Objektiv-adaptere: Adaptere til iPhonens kamera, så man eksempelvis kan få et vidvinkel- eller tele-objektiv. Der er mange forskellige objektiv-adaptere på markedet. Jeg har et godt sæt fra “Moment,” som er blevet rost af mange. De er ikke så nemme at få fat på i Danmark – jeg måtte finde mine på dba.dk.

Ellers andet?
Med alt det udstyr på plads, kan man lave stort set det man vil: Skyde flot, stabil video, interviews med god lyd, time lapses, flotte portrætter og landskabsbilleder mv.
Til Vildskud festivalens intro-arrangement i 2019, brugte jeg primært mobilen, og redigerede i Adobe Premiere Rush. Det gav følgende:
https://www.facebook.com/831726006943836/videos/2400592996880122 (åbner i ny fane)
Men jeg synes stadig at mobilen har en væsentlig mangel, og supplerer derfor ofte med én ting: Et gammelt kamera med en lidt større sensor. I mit tilfælde et gammelt Panasonic Lumix LX-100, som jeg tidligere har beskrevet som “det perfekte SoMe kamera.”
Lumix LX-100 kameraet dækker de situationer, hvor iPhonen kommer i problemer: Det klarer svage lysforhold fint (i hvert fald til SoMe brug), man kan komme tættere på motivet med en brændvidde på 75mm (full-frame ækvivalent), og man kan nemt tage billeder med en flot, sløret baggrund på grund af den store blændeåbning og store sensor.
Lige præcis det med at tage billeder, med en flot sløret baggrund, kan være problematisk på mobilen. Mobilen bruger to kameraer til at skabe dybde i billedet, og det kan fungere ganske fint til portrætter. Men til andet en portrætter kan det drille. Se eksempelvis de udtværede kanter på koppen fra Funders:

Anbefalinger
Der er noget sjovt og uformelt over at bruge mobilen som kamera. Smartphonen er vel sagtens også fremtidens kamera, for workflowet med optagelse, redigering og publicering på ét device virker ganske godt og hurtigt, og dækker fint behovet for mange SoMe produktioner. Og pepper man den op med lidt ekstraudstyr, kan den komme til at give ganske gode resultater.
Jeg ville selv starte med:
- En app: Moment
- En lille shoulderpod R2 rig
- Et DJI Osmo Pocket (eller en Osmo Mobile)
- En Røde Videomic ME-L, Røde GO, Zoom H1 lydoptager eller lign.
- Aputure Amaran AL-M9 lampe
- Et gammelt lommekamera (hvis du har et)
Alt det skulle du gerne kunne få for under 5000 DKK, og så kan andet ekstraudstyr komme når behovet opstår.
Men det her er bare mit forslag: Er du stødt på andet udstyr, som du synes er vigtigt?
2 kommentarer
Tilføj din[…] har tidligere skrevet en guide til mobilen som kamera, og har ret høje tanker om mobilen som en “alt-i-én” medie-enhed til mobil […]
[…] Jeg er blevet ret glad for at skyde video med mobilen. Og det er ret spændende at udbygge sin mobil til et decideret videokit. Det har jeg tidligere skrevet om i lektionen Om at lave et iPhone videokit. […]