Jeg har længe elsket polaroid-æstetikken. Så for halvanden års tid siden købte jeg mig et Fujifilm Instax Mini 90 Neo Classic – en af de billigste måder at komme i gang med polaroid-fotografering.
Jeg fik taget små 50 billeder i starten af sommeren ’18, og så røg kameraet ind i skabet. Ikke fordi det var dårligt. Det blev bare fortrængt af andre kameraer.
Et lille års tid efter købet, fandt jeg det frem igen. Og nu er jeg langt om længe klar med en lille anmeldelse: Fujifilm Instax Mini 90 Neo Classic – et kamera, der i stor stil begejstrer de fleste på trods af billeder i ret ringe kvalitet.
Kameraet
Lad os først se på de praktiske informationer – kameraets specifikationer.
Kameraet skyder på Fujifilm Mini polaroider, hvilket giver billeder i “kreditkortstørrelse.” Det giver en billedflade på ca. 4,5 x 6 cm, og billederne er derfor i 4:3 format.
Objektivet har en fast brændvidde på 60mm. Da Instax Mini filmen er større end en full-frame sensor, er der dog en negativ crop-faktor.
Nedenfor ses en sammenligning af synsvinklen på Neo Classic sammenlignet med et Sony full frame kamera med brændvidde på hhv. 61mm og 35mm. Læg mærke til at de to kameraer har forskellige formater: Neo Classic tager billeder i 4:3 format og Sony i 3:2 format.
Så vidt jeg kan se, svarer brændvidden til ca. 35mm på et full-frame kamera. Så en let vidvinkel.
Så vidt jeg har læst mig frem til, har kameraet en fast blænde på knap så imponerende f/12.7, så man skal nok ikke regne med at kameraet er super duper til natfotografering. Derudover har det en lille, upræcis målsøger, en indbygget blitz, og der følger batteri, lader og rem med.
Betjening
Kameraet kan kun én ting: At tage polaroider. Man kan ikke udvide systemet på nogen måder, og kameraet kan heller ikke skyde video eller noget. Og det betyder at betjeningen af kameraet er ganske simpel, sammenlignet med nutidens hybridkameraer. Alle kamereats funktionaliteter kan læres på ca. en halv time. Og det er noget jeg kan lide:-)
På toppen af kameraet er der en udløser-knap, og på forsiden er der også en “selfie-udløser-knap,” gemt inde i tænd/sluk knappen. Selfie-knappen er ganske fiks – den fungerer også som et spejl, hvilket gør det forholdsvis let at lave en selfie.
På bagsiden af kameraet er der 5 knapper, som bruges til at styre makro, eksponering, timer, blitz og motivtype funktionerne.
Kameraet kan eksempelvis indstilles til at køre alt i auto mode, eller man kan vælge om billedet skal være mørkere/lysere, om det er et natbillede, et portræt, et landskabsbillede mv. Så med få, overskuelige valg, kan man tilpasse indstillingerne til motivet.
Men betyder indstillingerne noget? Lad os se lidt nærmere på billedkvaliteten…
Billedkvaliteten
I første omgang troede jeg ikke at de forskellige indstillinger betød noget: På grund af billedernes lille størrelse, er kvaliteten som udgangspunkt ret lav. Men efter at have eksperimenteret lidt med de forskellige programmer, er det tydeligt at de gør en forskel for billederne.
Se bare eksemplet nedenfor, hvor “landscape” programmet tydeligt øger kontrasten i motivet. Små detaljer, eksempelvis den røde kran, skulle efter sigende fremstå skarpere på “landscape” programmet – men det er ærlig talt svært at se på de små polaroider.
Eksponeringsjusteringen virker også som den skal. Herunder ses eksempler på “L, L+ og D,” som gør billederne “lysere (L), endnu lysere (L+) og mørkere (D).
Herunder ses eksponeringsjusteringen, når kameraet også er sat til “landscape” mode.
Så indstillingerne kan i høj grad bruges til at ændre billedernes visuelle udtryk. Jeg ved dog ikke helt om jeg synes at programmerne nødvendigvis passer til motiverne – i eksemplerne skudt fra mit soveværelsesvindue, foretrak jeg i hvert fald “auto” frem for “landscape.”
Billederne tilbyder en så alternativ æstetik, at det sjoveste er enten at køre fuld auto eller at eksperimentere med at bruge de “forkerte” programmer til motivet, og håbe på det bedste. Og har du virkelig lyst til at eksperimentere, kan du kaste dig over programmet til dobbelteksponeringer.
Tanken med polaroiderne har vel næppe været at lave billeder i god kvalitet – snarere at lave stemningsfulde billeder, der udfordrer de “perfekte” billeders æstetik. Så for mit vedkommende, handler det bare om at klikke og skyde. Og der gør kameraet det virkelig godt.
X-faktoren
En af de ting, jeg har nydt mest ved polaroiderne er deres X-faktor. Jeg havde kameraet med til en fødselsdagsfest, og der blev det hurtigt til en sjov gimmick.
Det har på samme måde også været meget sjovt at tage et polaroid, og dernæst at fotografere det med mobilen for at publicere det på Instagram.
Prisen
Kameraet er billigt. Det koster under 1000 DKK. Billederne er til gengæld ret dyre – i storkøb koster et enkelt polaroid ca. 7,5 DKK per billede.
Afrunding
Kameraet tager dårlige billeder, og hvert billede koster en bondegård. Alligevel er der noget spændende ved det: Betjeningen af kameraet er så ligetil, at man bare får lyst til at knipse løs, og når først man har trykket på knappen, venter man spændt på at se resultatet…
Men når de næste pakker film er brugt op, kommer det nok til at havne i skuffen igen – i hvert fald indtil en passende lejlighed byder sig. Til daglig brug er det for dyrt, og ikke mindst for besværligt. Det med at scanne eller affotografere polaroiderne, for at få dem ind i det digitale workflow og videre på SoMe gør det lidt omstændigt at bruge polaroider.
Så nyd det – så længe det varer. Gem det væk, og tag det så frem igen med et års mellemrum;-)
