Tilbage til fortiden: Canon EOS 300

For 20 år siden fik jeg mit første spejlrefleks. Et Canon EOS 300. Nu har jeg fået det igen. Og jeg glæder mig til at slå mig løs med det.

Felix hjalp mig med at unboxe kameraet – se med i Unboxing Canon EOS 300 videoen.

Kameraet

Canon EOS 300 var på markedet fra 1999 til 2002, og var et af de sidste storsælgende filmkameraer fra Canon.

Canon havde på daværende tidspunkt luret at digital fotografering ville vinde over filmfotografering, og med Canon EOS 300 havde de sat sig for at tilbyde alt det bedste fra den analoge hylde til en forholdsvis billig pris – eksempelvis et fokussystem med hele 7 fokuszoner (det var store sager i 1999).

For at holde prisen nede var kameraet ikke vejrforseglet og søgerens konstruktion var forsimplet. Men det betød ikke noget for hobbyfotografen, så kameraet solgte godt.

Mit Canon EOS 300 kit

Jeg købte et Canon EOS 300 kit med to objektiver: Et Canon 28-90mm f/3.5-5.6 i sølvgrå og et teleobjektiv jeg ikke lige husker specifikationerne på – men det passer nok meget godt med at være en Sigma 70-300mm, som den jeg lige har fået fingrene i…

Jeg skilte mig af med kameraet for mange år siden. Men det var ret let at finde en tilsvarende model på eBay – der er mange af dem, og de er i ret lav kurs. Jeg fandt et fint kit til lige omkring 400 DKK.

Jeg glæder mig til at komme ud og prøve det – men der kommer til at gå lidt tid inden jeg har skudt et par filmruller og fået dem fremkaldt.

Så i mellemtiden må du nyde nogen ca. 20 år gamle fotografier skudt med mit første Canon EOS 300 – fotos, der måske ikke er teknisk perfekte, men vækker en masse gode minder i mig…:-)

Fotos fra fortiden

Jeg har scannet mine gamle fotos, så de ser nok endnu mere retro ud end da de først blev fremkaldt. Men det giver da en idé af resultatet, når kameraet blev brugt sammen med vennerne…

I zoo…

På ferie…

Og på udflugter…

Og så kan du gå og glæde dig til de næste eventyr med et Canon EOS 300 – de er på vej…:-)

Skriv et svar